Elisabeth 2019

Elisabeth

SE FLERE BILLEDER NEDERST PÅ SIDEN

”Som du vil ha’ mig / sådan som jeg vil være”

Bly Som Mimosen har Elisabeth vel aldrig været

hun nævnte den ellers i en optakt, og os der

helst ville bide i hende tilbage i VoxPop tiden

blev et øjeblik lidt skuffede, man kan da ikke

introducere et nummer og så ikke spille det

men det kan Elisabeth version 60 sagtens

og dykker du ned i teksterne fra Rettidig Ømhed

er hun stadig i sit rå-følsomme og ret rockede univers

men udtrykket er opdaterede til den tid hun/vi har nu

Kærligheden og dens saftige ledsager erotikken

Hjertet Mellem Mine Ben – Et Blødt Sted At Lande

er ind imellem blevet lidt trægere og knirkende

men det røde stopper ikke og lader ikke kroppene i ro

selvom glimmer-palet-pigen/kunstsangerinden

og hendes medlevende og jævnaldrene publikum

tydeligt kan huske Jane-Fonda-strømpe-firser-aerobic

og faktisk flere årtier langt tilbage i forrige årtusinde

Så det kan godt være vi ikke længere er

helt så smukke, lækre, virile og sprøde som før

at rytmen og safterne af og til skal stampes lidt frem

før koncerten/akten for alvor glider i olie/creme

og vi igen kan finde os dansende/sansende/elskende

Elisabeth og hendes knitrende nye hvide skjorter

fik den faktisk helt op at stå, Olferts til at gynge

en tidlig forårsaften i februar 2019 i Ollerup

med et års forsinkelse, men hva’ faen er et år?

Elisabeth og hendes nye band havde debut sammen på Olferts, og startede og sluttede med Sotto Voce (som Juncker jo gav sin version af til forrige Olferts arrangementJ) ”Vi har altså ikke flere, vi har øvet,” forklarede sangerinden, da en gæst optimistisk ville bestille sit yndlingsnummer: Tåge Dage.

Koncertens omdrejningspunkt var sangene fra Elisabeths seneste album: Rettidig Ømhed, der udkom sidst i 2017, men altså først bliver udfoldet live nu.

Fra bagkataloget blev i hvert fald: Blå Mandag, En Sømand Som Dig, Hud Mod Hud og serenaden Søde Løgne støvet af.

Elisabeth skrev i sin tid store hits til andre firser/halvfemser solister og bands, men i aftes tog hun (Søs Fengers) Jeg Holder Øje Med Dig / Fodspor I Sneen tilbage, og gav sin egen fine version 60.

Tekst: anders@apoet.dk – Fotos: Jan Skånstrøm