Kom Vi Løber + Janne Maj 2026

SE FLERE FOTOS NEDERST PÅ SIDEN

Kom vi løber
Fra februars snestorm til marts gryende forår
Til Olferts for at høre ny dansksproget musik
Og smage Niklas og hjælpers lækre vegetarretter
I Ollerups gamle hyggelige forsamlingshus
Hvor musikere, aktivister og publikum
Flyder sammen i en venlig symbiose

Kom vi løber
Ikke fra Janne Maj,
som har ladet bandet blive hjemme
Og for første gang står ene
I guldsko hvor en ugle eller er det en kat?
Titter op over hendes højre ankel
Janne starter tyst og blidt
For at gå over i mere
Cranberries-agtige ekspressivitet
Der kommer en EP til (Janne) maj
Hold ører med det, hende og dem

Kom Vi Løber
Kom på scenen
Med Lone Slot Nielsen på styrmands-guitar
Flankeret af to FodboldtrøjeFredag støtter
For at bakke op om Børnecancerfonden
Oasis Man. City Karl Kristian fra Hvide Sande
På grøn guitar og indlevet kor
FC Napoli fra Lemvig og omegn: Simon Mohr
På blandt andet Paul McCartney bas, tangenter og kor
I civil beklædning: Asker Bjørk bag trommerne
Hvor han samtidigt styrede en tangentmaskine og kor

Kom vi løber
Lone er løbet
Fra kernefamiliens velkendte normal
Og til et mere ukendt sted
Hvor spisepindende ligger uvant i hænderne
Mens benene slænger sig om hinanden om natten
Og det hele pludseligt vender rigtigt
I kraven, i knoglen, i Lone Slot Nielsens
Private og almen menneskelige univers
”Har du overhovedet brug for to?”
Kan vi vel alle spørge vores partner

Kom Vi Løbers Lone
Stemmer guitar og fortæller humoristisk og poetisk intimt
Som i sangene tales der rundt om emnet
Der indgår dyrelyde, vendes rundt på ordene
og ”skrives på væggen inde i mig”
Lone smider bandet til pause midt i sættet
et råd fra Niels Hausgaard og Signe Svendsen
man skal vide hvem der er bossen
det har vi ellers fattet, og at hun er en sød chef
men står fint alene med varieret guitarspil

Kom vi løber
En lille tur ud i gangen foran toiletterne
For at komme hurtigt ind til ekstranummer
Det som Jørgen Leths tekst kick startede
Hendes karriere med: Hendes Ansigt
“Hvem fanden er hende Kom Vi Løber?”
Der stod bag P6 mest spillede nummer det år

Kom vi løber
Snart hjemad
Eller det burde vi
Være Kondiløber(e)
som dem på Dexter troede bandet hed
Propfyldte med mad og musik som vi er
Tilfredse med at vi ikke
løb fra den oplevelse

Oplevet af Anders Apoet