EN GUITAR, EN STEMME

Quindeligt elektrisk & akustisk maskulint

SE FLERE BILLEDER NEDERST PÅ SIDEN

Nikolaj Nørlund synes han var kommet i-første-omgang utrygt langt væk fra København, mens Ida Gard nylig hjemvendt fra New York priste sig lykkelig over, at GPS’en virkede. Efter koncerterne var de begge benovede over, at finde så livligt og imødekommende musiksted langt fra alfavej.

Og tænk at få så pænt et antal koncertstemte publikummer ud til Ollerup gamle forsamlingshus, for at høre to kunstnere, som en del af de lokale i min private mund-til-øre-opinionsmåling ikke kendte til, og desværre, for dem, forstås, heller ikke kom og stiftede bekendtskab med. Det var der heldigvis andre der gjorde, og det var glædeligt at se mange nye ansigter, nogen af dem oven i købet minus 25, der var faktisk ungdommeligt fødselsdagsselskab, hvor fødslelaren havde butterfly som Nørlund på omslaget til Tid & Sted fra 2009.

Aftenen startede med bambikød, kartoffelmos og frisk grønkål fra den dedikerede kok og hans musikalsk poetiske søn. På Spillestedet Olferts leveres der top servering for treenigheden: mund, gane og øre.

Forbi mine øregange kom sætningen: ”De var meget forskellige de to optrædende.” Ja, de er kvinde og mand, den ene sang engelsk, hvor den anden ryster det danske sprog poetisk. Gard svang sin NY indkøbte guld elguitar med tilhørende pedaler, mens Nørlund spillede på en akustisk. Ida fra Hadsund kom med anekdoter fra hjemegen og københavner Nikolaj kom med storby hints.

Fælles for dem var at de spillede en solid sublim rytme og sologuitar, der sammen med deres stemmer fyldte lokalet. Begge er søde solister, der løsnede mere og mere op, som de spillede sig selv og publikum varme. Ida Gards tog strøm på den traditionelle musikbranche og fik kvinder og mænd i stødet.

Nikolaj Nørlund er nok akustisk følsom, men svinger fra dyb til lys stemme uden at gemme sig som mand.

Til Olferts fra New York over Egå, hvor Ida Gard havde optrådt i en jazzklub aftenen før. Hun blev rost i høje toner på Gaffas hjemmeside, og kaldt genial og jeg ved ikke hvilke superlativer der ikke blev anvendt. Jeg udskrev anmeldelsen, og spurgte hende før hun gik på scenen, om hun ville se den. Hun havde hørt om den, men ville ikke se den.

Med funklende ny elektrisk guitar med pedaler netop hjemtaget fra NY, startede Ida måske en anelse famlende med stemmeriet. Hun har nok ikke været i tale-mens-man-stemmer-guitar-lære hos Niels Hausgård, selvom hendes introer bar præg af at hun ejer noget af selvsamme mesters lune, som jeg egentlig synes er for fladt at kalde jysk. Timing ligger ikke til nogen speciel land eller landsdel.

Hun fortalte om sit måde med pladebranchens griske pengemænd, og beslutningen om at være boss for egne udgivelser.

For nogle år siden, så jeg en ung Marie Frank og blev forelsket, som man kan forelske sig i optrædende, og det skete igen, da Ida Gard lidt afmålte, og alligevel uimodståelige charme roligt og konstant sivede ned til os der hørte og så.

Hun fortalte at hun havde skrevet nogle ny sange på sin tur, og de skulle afprøves på os! De lød lovende. Hun spillede nu også en del fra debuten: Knees, Feet & Parts We Don’t Speak Of. Det passede nu ikke helt. For da Frk. Gard kom ind for at spille ekstranummer, fortalte hun om en mand fra hendes hjemby, der tilbød seksuelle ydelser med sloganet, fuld tilfredshed eller pengene tilbage. Og han fik mange kunder, men få penge. Ved eftertanke fandt hun nu frem til, at det måske alligevel ikke var ham, der blev snydt? Og så gav hun et nummer, hvor hun jodlede i omkvædet, og gav en meget kreativ og lattervækkende jodleorgasme, Yoko Ono go home!

Nikolaj Nørlund var også alene på podiet, og udstrålede en blanding af ydmyg generthed og jeg-kan-de-her-numre-på-rygraden, ”så hvad vil I gerne høre?”

”Ridset I Panden” fra Nye Optagelser 1997 blev der blandt andet svaret. Jeg blev mindet om, hvor god den sang er: ”vil du mig mere / så rids det ind i din pande / de ord der forsvinder/ er dem, der aldrig var sande.”

Jeg havde fortrængt hvor god en sangskriver Nikolaj Nørlund er, en af landets bedste, når det gælder poetiske, menneskereflekterende tekster. De stod tydeligt i rummet på Olferts, både for førstegangslyttere og for os der har fulgt ham.

Vi fik Michael Strunge digtet om ”Drømmen Om At Køre Galt” fra albummet Navnløs 1996, som jeg senere spurgte Nørlund om, det ikke var ”stjålet/lånt” fra Morrissey/The Smith’s, ”There’s a Light There Never Goes Out?” ”Næ,” svarede han tøvende men sikkert, ”de har snarere samme inspirationskilde.” Pause efterfulgt af mit spørgende ansigt? ”Bowie,” og så kom han med et nummercitat fra Low, jeg ikke kan huske.

Ingen tvivl om, at Nørlund af mange anses, uretfærdigt i min optik, for en intellektuel og noget højpandet sangskriver. Måske for at vise det modsatte, krydrede han sit sæt med tre versioner af Grand Prix og dansktop slagere fra 70’erne. Umærkeligt opdagede jeg pludselig, at det var Ottos To Lys På Et Bord vi nynnede med på. Længere inde kom Johns Ensomhedensgade nr 9, der efter min mening stod godt til Danmarks svar på Leonard Cohen, høj guitarmand i store sko med blik for det klarsyn, man af og til kan finde i det banale.

Åh jo. Jeg blev også overrasket, over det rockede forspil på ekstranummeret viste sig at glide over i Smilende Susy. Kitch, men ikke uden respekt.

Sidste nummer blev hans egen Verdensmester fra ”Hvad Er Det Der Sker?” fra 2000: ”Verdensmester / tankelæser / Vi vækker dig / for vi lander nu / al det bedste du kan huske / hold fast i det / du får brug for det.”

Noget af det bedste jeg kan huske, er de fine musikoplevelser, jeg fik af elektriske unge kvinde og akustiske modne mand, en kold vinteraften i 2013 på Spillestedet Olferts.