Per Vers Ft. Ahead 2025


SE FLERE FOTOS NEDERST PÅ SIDEN

Per Vers er meget andet og mere end pervers
en ordgartner og en sprogets arbejdsmand
ord i en blomstrende strøm, holdningspoesi
den første rapper på Olferts stolte scene
hvor det grånende guld betaler og det unge
møder op når der kaldes på deltagelse
En livskunstner der føler sig stor og lille
opfatter sig som gangster, men er Grams’ter
lægger ud med karrierens kick starter
”mit eneste hit” et koffein hip: Black Power
med lille hvid kaffekop mellem store hænder
der glædeligt giver f-finger til berøringsangst
holder seksualundervisnings-foredrags-rap
for de forreste rækkers efterskoleelever
de unge Sang- & Musik ører må høre på
en knap halvtreds årig mandefadbamse
berette bramfrit om når jernet og hjernen
slås om magten på liderlighedens dansegulv
hvor begge legemsdele er nøjagtig lige stive

Kongedisciplinen er at tage den trådløse
med ned til publikum og fiske ord at rappe på
”Bøllemis” blev en lille fin afrundet historie
om en fræk kat der sætter hundene på plads
Med start i ”Hindenburg,” byens pizzahood
hvor blandt andre teenagers stiller deres sult
får en omgang mild spank i ordkværnemøllen
inden nummeret slutter på landeordet: ”Zen”
Han kan det pjat med at rable meningsfulde ord
og orkestret AHEAD underbygger med ægte
instrumenter: guitar, bas, trommer og keys
de yngre gutter kan deres shit og får rum
til i ordløshed give eksempler på deres musik
også for at give plads til flere ordindtag
for eksempel da ordoraklet fortolker jule-
eller var det ikke nærmere påskeevangeliet
da pastor Vers fratog os alle vore skyldnere
for lige efter at lufte hans og især Benny A’s
næsten halvtreds år gamle, stadig aktuelle,
SELVHAD med vink og cadeau til Povl D
for at slutte en dejlig aften på tværs
af generationer, ikke med Knust Kunst
men med et kammeratligt ordkram til alle os
som stiller op for og bag den levende musik

Koncertbeskrivelse af anders apoet