Bare for sjov

I forlængelse af en voksende utilfredshed på banen i Ollerup om tirsdagen, har jeg fået udarbejdet 14 teser, der prøver at beskrive hvad BIB står for, så det er forståeligt også for de ikke-indforståede. Der kunne skrives mere og der kunne skrives mindre, men det er blevet som følger:

Fjorten teser om BIB

1. Bærende i klubbens ånd er, at det skal være sjovt at mødes og spille fodbold i en kammeratlig stemning.

2. Vi skal komme glade til fodbold om tirsdagen – og helst tage endnu gladere derfra.

3. Vi deler to hold der spiller mod hinanden, og det er ikke afgørende hvem der vinder, det afgørende er, at alle har en god oplevelse.

4. Folk spiller oftest i BIB fordi de har valgt almindelig klubfodbold fra – fordi de vil undgå den råben, dirigeren og kritik, der kan finde sted her.

5. Vi spiller uden dommer. Det kan lade sig gøre, fordi folk er fair, ikke spiller hårdt og ikke hidser sig op undervejs. Synes man der bliver begået frispark mod en, siger man det højt, og det skal respekteres uden indvendinger. Og der kan ikke dømmes straffe.

6. Vi skal passe på hinanden og ikke støde sammen i voldsomme nærkampe.

7. Vi må ikke lave glidende tacklinger.

8. Målmanden vurderer om bolden er ude over baglinien til hjørne eller målspark.

9. Der kan ikke scores fra egen banehalvdel.

10. Er der tvivl om en scoring, annulleres den uden brok – der er mulighed for at score igen senere.

11. Det afgørende er jo ikke hvem der vinder. (Dette er en gentagelse, men kan ikke siges for tit).

12. Det er afgørende for glæden og fodboldoplevelsen at bolden i kampens løb spilles rundt til alle spillere, så holdet hænger sammen og ingen føler sig overflødig.

13. Efter kampen kan vi snakke om hvordan det gik. Undervejs i kampen skal vi ikke rende og diskutere.

14. Vi mødes hvert år til Sæsonafslutningsfest, Julefrokost og Generalforsamling, hvor linien lægges og klubbens udvikling drøftes under gemytligt former.