Soul Academy And The Music Lovers 2020
MASTERCLASS I SOUL…
SE FLERE BILLEDER NEDERST PÅ SIDEN
Det dér med at kalde bandet Soul Academy skulle åbenbart tages alvorligt. For parallelt med en velspillet energifuldfed soulmusik udladning, holdt Nis Pedersen, med James Brown attitude og udbrud, en musik- og socialhistorisk forelæsning om de sorte amerikanske borgere/musikeres, rejse fra gospel til sveddryppende soul.
Det må indrømmes, at Olferts (og bandets pressemateriale) solgte koncerten på først og fremmest Bobo Morenos navn, og i anden række den lidt mindre kendte musicalsanger Nis Pedersens, hvilket faktisk i dag virker forkert.
Der var tale om et vaskeægte BAND. 6 fremragende musikere på deres instrumenter, der øjensynligt og hørbart spillede som en enhed. De virkede som en flok køer, der efter en lang vinter blev sluppet ud på friskgrønt forårsgræs. Bas og tromme lagde den svingende bund, orglet med stor propelhøjtaler kastede med tangentkunst, dansende fingre på lead guitaren, rytmeguitaren på den ene sangers krop og mikrofon foredraget fra den anden og deres sjælefulde stemmer, som to stjernekastere oven på den musikalske fontæne.
Jo! De fleste publikummer havde lyst til at danse, men det kunne pga. Coruna regler ikke lade sig gøre, der var dømt røv-til-sæde-koncert. Til gengæld fik de 50 heldige muligheden for at nyde Soul Academy i fuld firsprings vigør, og opleve soulmusikkens historie for fuld skrue. Indlevet og inderligt.
Nis P. Brown og Bobo Cook Moreno vred sig og deres stemmer til deres mørkere brødres sjælesangerhøjder. De synger begge, som om de henter tonerne helt ude fra lillefingerens spids, og får dem transporteret hele vejen gennem kroppen, og ud til publikums sultne musikører.
Der burde have været udskrevet diplomer i akademisk viden om den amerikanske soul ved udgangsdøren, men den slags ligger ikke i Olferts uskolede og anarkistiske sjæl.
Men vi takker dybt sjæleakademiet: Otto Sidenius: Organ/Keys, bror Morten Sidenius: Drums, Jon Bruland: Bass, Søren Nørup: Guitar, Bobo Moreno: Guitar og vokal samt Nis Pedersen: vokal & speak, for en tiltrængt fantastisk herlig musikalsk aften, på trods af Coruna begrænsninger.
anders@apoet.dk