Steffen Brandt 2014

STEFFEN & PIGERNE PÅ OLFééRTS I OLLERY’P

Til dig der vil have det kort, så havde vi en fantastisk aften fredag den 14. marts 14 på Olféérts i Ollery’p, som frankofile Steffen Brandt vedholdende udtrykte det. Der var dejlig mad, smuk opvarmning af pigerne fra Cue og forrygende underholdning og repetition af sange fra tv-2 brede og fede katalog, blandet med underfundige introhistorier med timing i Hausgaard og Key-klassen, og tilmed stilfuldt sekunderet af Charlotte Schulzts lækre ….. stemme.

Tommy lydmand fra Sønderjylland dukkede op før tre inden stolene var taget ned af scenen, men ved fælles hjælp fik vi gjort salen klar. Snart kom Cue pigerne og lavede lydprøve, og de og Tommy gik godt i spænd.

Drikkevarerne kom gennem vinduet ind i baren. I køkkenet knoklede Dorthe, Posten og deres lille team med at få den lækre laksemenu klar. Cupkagerne var bagt hjemmefra.

Steffen Brandt og Charlotte kom, og sagde at de gerne ville starte koncerten tidligere end aftalt, fordi stormen Karl havde meldt sin ankomst over Nordjylland og nedover. De var bange for ikke at kunne nå hjem til Århus, og for øvrigt skulle de være klar til at spille på Uldum Højskole kl. 10 sharp næste dag.

Publikum strømmede i hus. Nød maden. Salen osede af god stemning, og var klar til at få serveret musik.

Cue indtog scenen og publikum med deres velklingende og sødmefulde musik.

Maline med leadvokal og guitar i midten, Esther på klaver, mundharpe og i sidste nummer på chik ukulele og Felicias korstemme gav det lille ensemble mere fylde. Sammen rammer de en americanastemning, hvor de på én gang fremstår skrøbeligt og kraftfuldt. Publikum er i gode hænder. Pigerne har tjek på deres numre, timingen sidder i skabet. Man må sige at Cue fremstod som et perfekt match til Steffen Brandt, og det må være hørligt for enhver, at pigerne ikke var hyret fordi de er lokale og vi kender dem, men fordi de er pi.vhamrende gode!

Digt til Steffen Brandt:

Hvad skal jeg svare dit CV, åh åå åh

Hvem turde tro alt det ku’ ske

New wave med Blicher/Aakjærs poesi, åh åå åh

Identifikationer, vi blev et vi

Røg så til tops: 1 – 2 – 3 – 4, åh åå åh

lovsynge kvinder, uden lir

Sort/hvide skærme med Magrethe på, åh åå åh

Kedelige i tøj man bare ta’r på

Hvad skal jeg svare TV-2, åh åå åh

En general med famle-tro

Bornholm Bornholm, færgefællessang, åh åå åh

For fuld begejstring hver og eneste gang

Hvad skal jeg svare Steffen Brandt, åh åå åh

Nu hvor dagen endeligt oprandt

Munden tør og inden ord går gak, åh åå åh

Måske man blot sku’ sige …. Tak!

Digtet, som jeg, Anders, med Steffens ord afleverede i free style, er en parafrase over Hvad Skal Jeg Svare Mit TV fra tv-2 debuten, og det var så det eneste vi hørte til numre fra Lp’erne inden bandet for alvor gik ind i deres FØRSTE GULDALDER, der blev indledt af hittet Bag Duggede Ruder, som vi denne aften fik som ekstranummer. I løbet af aftenen fik vi fra samme periode akustiske versioner af Nærmest Lykkelig, Eventyr For Begyndere, Hele Verden Fra Forstanden og Lanternen for fuld syng-med.

Steffen kom på scenen og begyndte at tale om Per Pettersons roman Ud At Stjæle Heste, som oplægger til et af hans signaturnumre Kærligheden Overvinder Alt, som fik selskab af Der Går Min Klasselærer, Det Er Samfundets Skyld og måske kun i min erindring den smukke Hundene Fra Jakobshavn fra det jeg vil kalde Brandts og tv-2’s ANDEN GULDALDER.

Her kommer Alt Hvad Hun Ville Var At Danse også fra, men Charlotte Schultzs stemme tilførte sangen noget nyt, noget andet. Som om hun, lige som i sangen, ville danse ud af døren og forsvinde, hvis vi/jeg/os ikke greb øjeblikket, og dansede med. Altså en dans der foregik inde i vores lyttende øre, for mere dansen var der ikke plads til i det propfyldte forsamlingshus.

Charlotte sad ved Steffen Batmans side, som en barskuldret Robin i grå (ikke Robin-rød) kjole, brune øjne, nårh ja, nogen af os er typer der taber hjertet til Robin, og lader andre om at beundre Batman …. Sagt på en anden måde, Charlotte Schultz udfyldte sin rolle, som hovedpersonens sekundant med passende kor, klanglyde og skøn feminitet, rigtig godt.

Steffen viste at han ikke lader Niels Hausgaard noget tilbage, når det gælder fortællekunstens timing og hang til sjove livsbeskrivelser og pointer. Jysk underspillet lune, garneret med lyst til at drille publikum med at vi ikke kunne hans tekster ordentligt, og et mindre fløjtekursus til Kys Bruden blev fra entertainerens side seksualiseret og tilsigtet gået til i fælles grin. ”Har I fugtet og forformet læberne?”

Fra den TREDJE GULDALDER (sjette teenageperiode?) leverede Steffen B syng-med-sange-mellem-flere-generationer: De Første Kærester På Månen og For Dig Ku Jeg gøre Alting.

Plus det mere modne mandemøde på genbrugsstationen: På Kanten Af Småt Brandbart, der blev reciteret lyrisk som man kender det fra gode gamle Leonard Cohen, hvor ordene står klart og nøgent, smældende tydeligt. Og så oser humoren jo ud af sådan en sangen om vennens udseendes forfald ….

GRÅSALMEGULDET blev vi og Pastor Jesper H. L. ikke snydt for heller.

Jeg vil gætte på at den nu afdøde digter og ateist Per Højholt, som Steffen er rimeligt inspireret af, ville pege på, at Den Dag Min Elskede Kommer Hjem udmærket beskriver, hvordan den religiøse tro rækker hen mod et intet, eller i hvert fald mod noget der aldrig sker.

Lidt salme er der vel også over Steffens version af Dylans For At Få Dig Til At Blive, for øvrigt igen med smukt afstemt duet med Charlotte Schultz.

Den moderne dødssalme, og farvel til far formoder jeg, Go Tur Hjem har flot inkorporeret melodistump fra Blichers old classics Sig Nærmer Tiden, hvilken Charlotte tydeliggjorde ved at synge linjerne fra den gamle højskolesang.

Så fik jeg alligevel ret, da jeg i introdigtet kom til at nævne Blicher i stedet for Åakjær, men ”det kan kolde hjerner (nok) ikke forstå?”

Jeg ved Steffen kan, for ”det er lærkens sange på et strå / å å ååååå.”

Tak til alle tilstedeværende for en skøn skøn aften!