Generalforsamling 3. juni 2026

1.
Valg af dirigent: Jeppe

2.
Valg af referent: Niller

3.
Formandens beretning:
Jørgen fremlagde beretningen. En historisk hyldest til frivilligheden i Ollerup forsamlingshus,
En god debat om hvad vi gør når vi ikke magter mere. Om vi skal gå af som bestyrelse samtidig, og give stafetten videre, hvis der er nogen der vil tage over, osv. Vi tager et år mere og tager snakken op igen til et bestyrelsesmøde.
Beretningen blev vedtaget
Hele formandens beretning kan læses nederst på siden.

4.
Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
Kassereren var desværre forhindret, men vi gennemgik bilagene han havde sendt.
Regnskabet blev godkendt

5.
Orientering fra klubberne
Olferts ( herunder Forsamlingshusforeningens kulturpulje):
Årets koncerter: Kom vi løber, Efterklang, Silo, og Naja Rose. Koncerterne er generelt godt besøgt. Tak til Anders og Jørgen for arbejdet med booking. Det gør I godt.
Øveklubben: 2 bands øver pt. Ollerup Lufthavn og Ronja. Ronja er nærmest rykket ind i huset og bruger det super meget da de er igang med at lave en plade. Virkelig fedt. Vinterballet rigtig godt besøgt, Forårsfesten ikke så mange, men hyggeligt alligevel.
BIB:
Ny sangbog. 3 arrangementer om året.
Åben Band Aften:
Er blevet nedlagt, da Peter er flyttet til Langeland.
Udlejning:
Der er ikke været nogle problematiske udlejninger i dette år. Det har ikke betydet noget i forhold til udlejninger at vi har sat huslejen betydelig op.

6.
Indkomne forslag behandles på bestyrelsesmødet
Der er ikke nogle indkomne forslag

7.
Fastsættelse af medlemskontingent
Vi bibeholder beløbet på 50 kr.

8.
Valg af bestyrelse
Bestyrelsen består af Jeppe, Anders, Jørgen, Henrik, Niller, og Peter.

9.
Eventuelt
Vi har aftalt af vi holder arbejdsdag d. 4 Oktober kl 10.00, da det ikke kunne lade sig gøre i foråret.


Formandens beretning 2026

Rigtigt hjerteligt velkommen til generalforsamling 2026 i Ollerup Forsamlings og Aktivitetshus.
Dette er er jo et festligt møde vi alle har set frem til et helt år, hvor vi kan se tilbage på årets succeser og planlægge nye spændende tiltag – eller hva?
Vi må jo nok erkende, at vi er væsentlig bedre til at lave arrangementer og drifte de daglige aktiviteter, end vi er til at holde møder.

Men nu vi er her synes jeg vi skal begynde med at brøste os af at være frontløbere og flagskib for hele den mængde af græsrodslignende kulturudbud indenfor musik og alternativt foreningsliv, der blomstrer i vores lokalmiljø.

Vi var her før mange af de gode folk der nu driver Ulbølle Forsamlingshus overhovedet var kommet til egnen. Vi var her før Mejeriet i Øster Skerninge, før Lars’ herlige musikstald begyndte koncertvirksomhed, før Station 5762 i Vester Skerninge eller Autoværkstedet i Ulbølle. Vi var her før mange af disse aktive, dejlige mennesker, der driver disse steder overhovedet, var født.

Vi har en lang historie med os, med dybe rødder i det gamle kollektivistiske 70’er miljø, der engang trivedes her i det sydfynske og helt specielt netop på vores egn for 40-50 år siden – og her kan vi godt lige sende en hilsen op til Henning som en af grundlæggerne af Ollerup Forsamlings og Aktivitetshus.

Men nu er tiden på alle måder en anden og selvom vi virkelig har været dygtige til konstant at holde skruen i vandet og få hverdagen til at fungere, selvom vi nok har den ældste og bedst fungerende øveklub i området, selvom vi uden sammenligning laver de fleste og mest spændende koncerter i lokalområdet, selvom vi er det eneste hus der konsekvent har prioriteret at give plads til ungdommen og deres fester, så er det bare ikke mod os de nye stærke kræfter strømmer til. De vil lave noget nyt, være med fra starten, sætte deres eget aftryk på egne præmisser, være med til at forme og udvikle, mærke varmen når fællesskabet tager fat og vil noget nyt sammen.

Det skal vi ikke være kede af, fordi vi har været med til at gøre vores område til et spændende sted hvor det er værd at bosætte sig og hvor der er gode kræfter at lege med, og alle disse nye initiativer gør jo kun vores område endnu federe – så hjerteligt velkommen til alle sammen.
Så må vi leve med at vi måske kommer til at se lidt gamle og trætte ud. Vi synes jo ikke selv det er vores skyld, for vi har virkelig gennem årene gjort alt hvad der stod i vores magt for at sætte nye initiativer i gang og tiltrække nye folk.

Jeg synes vi skal være glade og stolte af, at vi nu i over i 30 år har holdt gang i huset som traditionelt forsamlingshus med mange udlejninger, med en velfungerende øveklub, en meget flot række Olferts koncerter, med Vinterbal og Forårsfest og mulighed for at lægge lokaler til løbende aktiviteter som BIBs vinterarrangementer, Jens Troldmands cirkus eller folk der vil danse zumba.

Så lad os bare slappe lidt af med det vi stadig har og alt det vi gennem tiderne har gjort. Lad os være glade for vi bor i sådan et fantastisk lokalområde, og skulle der komme nye kræfter til huset, skal de bare være så velkomne, og kommer der ikke, må vi slå det stort op, når vi gamle takker af i håb om, at nogle har lyst til en redningsaktion – og hvis ikke, må vi bare sige tak for alt og det var det.

Men lad os tage et år ad gangen og foreløbig bare glæde os over vi stadig er her og har det godt.

Kærlig hilsen Jørgen.