Den årlige julefrokost fandt sted fredag inden Kyndelmisse. I fredags den 1. februar.
Tilstede var Formand Jørgensen, Jens James Last Lost og hans 3 hunde, Peter Postbil, Morten Harefod, Henrik Ka’ Ik’ Nik, Peter Slutspurt, Ober Bib – og ikke mindst navnekandidaterne Johan, Andreas og Kristoffer. Altså 10 mand, 3 hunde, 2 flasker snaps og en dagsorden.
Efter den sædvanlige velkomst tog vi for os af retterne, der denne gang havde en overvægt af sild i forskellig form og lage. Men det havde vi prøvet før, hvad Formand Jørgensen kunne berette om.
For at nå det hele, startede vi tidligt på navngivningen af Johan, Andreas og Kristoffer. Det bliver for omfattende at referere de præsenterede livshistorier, men de gav som altid anledning til en række fantasifulde navneforslag, som heller ikke skal nævnes her. Men slutresultatet kommer her:
Johan = Kom an Johan, Andreas = God engang, Kristoffer = Garn-i-tyre.
Peter Postbil havde et oplæg om de årlige priser, der uddeles ved Generalforsamlingen lige inden sommertiden starter. Vi valgte at afskaffe Årets Ulrik og i stedet indføre Sabit Prisen, som gives en BIB’er, der udmærker sig ved særligt flittigt fremmøde om tirsdagen – lige meget hvordan vejret arter sig. Peter havde præsteret et lille maleri, som følger med prisen, og det forestiller selvfølgelig Sabit, som lægger navn til prisen, da han, i sin tid, (og det er ikke meget galt) kom hver eneste gang!
Årets Svend fungerer som altid – vi mangler dog stadig formandens legendariske selvportræt, som stadig efterlyses til et nyt dukker op.
Vi snakkede desuden om blæretrøjen, der også er ”blevet væk”. Peter Slutspurt mente at kunne fremskaffe en afløser.
Da der er mange, der i den sidste håndfuld år har fået Bib-navn – uden at have fået en lyseblå bluse med dette navn på, blev vi også enige om, at der måtte ske noget ret snart på dette område. Initiativretten (pligten) landede igen på Peter Slutspurt, som vi altid forventer os meget af.
Undervejs i alt dette blev vi underholdt af Troldmanden selv, der tryllede en magisk kage frem, som endte med at bestå af en portion risengrød med mus i samt en overraskende mængde lakridskonfekt. Og vi fattede det ikke!
Desværre svandt vi ind i antal inden vi nåede vores skumboldturnering – så den tager vi til Generalforsamling d. 29. marts i stedet for.
TILFØJELSE:
Retfærdigvis (og til ære for sejrherrerne) skal det nævnes, at der senere på natten rent faktisk BLEV spillet skumbold. Én stor finale – som længe stod lige, men tilsidst endte med at God engang og Jens James Last Lost vandt over Henrik Ka-Ik-Nik og Kom an Johan med flere overskydende mål (enkelte husker cifre som 14-6)!