BIB sæsonafslutning 2021

Fredag den 29. oktober – den sidste fredag inden overgang fra sommertid til vintertid – afhold BiB’erne den årlige sæsonafslutningsfest i Ollerup Forsamlinghus.

Forsamlet var Jan Lee Vej, Kaspar, Tryllerik, Steppe Jeppe, Hans, Diana Nexelsø, Henrik Ka-Ik-Nik, Jon KingGuru, Johannes, Simon og Aron samt komitéen, som bestod af Ryk Fri Jacob og Peter Slutspurt.
Der var fra starten god stemning og der blev spist, drukket og sunget, som det sig hør og bør.

Dagsordenen blev fulgt i rimelig grad, og der blev denne aften afholdt hele 2 måltaler. Den første af Jon KingGuru, som for at sikre sig retten til at afholde måltale havde scoret alle sit holds 4 mål i tirsdags. En dejlig tale, som vi alle havde stor glæde af. Dernæst afholdt de fremmødte fra BIB Too (stavemåden er referenten ukendt) i Ulbølle en fælles måltale, idet de i tirsdag ikke havde spillet længe nok til at score det sidste mål, og ingen kunne huske, hvem der havde scoret det næstsidste. Også en tale, som vi havde både glæde og gavn af.

Dernæst blev årets Svend uddelt, og dette trofæ endte i denne omgang hos Peter Slutspurt.

Sabit-prisen gik til Jan Lee Vej. Selve trofæet er ikke tilstede og uddeltes derfor in-absentia Det menes at Hopla Hassan nok ligger inden med trofæet.

Tillykke til prismodtagerne!

Derefter var der en snak om Vinterballet, som afholdes i forsamlingshuset 26. november. Det blev besluttet, at vi gerne vil overlade til Morten Harefod at udvælge sange til BIB’s optræden denne aften. Dog er vi også enige om, at det i anledningen af 25 års jubilæet gerne må være nogle af de sange, som vi synger allerbedst.

Der var denne fredag aften 5 unavngivne BIB’ere tilstede. Vi valgte at gennemføre navngivning af en af disse “nye” BIB’ere, og bland gode forslag som Kaspar Tørst, BiboldbaluBi, Kasparat, SindsygSpiller, Bi-Kaspar og Kaspar Smaskar faldt valget ved afstemning på Kaspar Smaskar. Tillykke med navnet, Kaspar Smaskar! De resterende unavngivne må have tålmodighed indtil julefrokosten.

Sidste punkt på dagsordenen (udover glemte punkter) var “Fodbold i salen”. Der blev delt 3 hold og efter en dobbelt-turnering og en finale med efterfølgende straffesparkkonkurrence kunne hold 1 bestående af Hans, KingGuru og Diana Nexelsø “hæve pokalen”. Tillykke med sejren!

Vel tilbage ved bordet, hvor der stadig var både øl og snaps, kom sangbøgerne atter frem og hvis vi ikke havde været så tæt på vintertid, som vi nu er, så var det såmænd nok begyndt at blive lyst, da de sidste BIB’ere cyklede hjem.

Det var vel egentlig en hæderlig sæsonafslutning.