– ARRANGEMENTET ER GENNEMFØRT –
Se billeder fra aftenen her
Kom til en forrygende smuk musikoplevelse i Kira Skovs sensuelle og skyggefulde univers.
Kiras Skov er en dansk sangerinde og kunstner af international klasse, som i løbet af de sidste snart 20 år har udgivet musik fra Billie Holiday fortolkninger til Indie duoen Persona med Peter Peter (ex. Sort Sol.) Hendes karakteristiske klang udtrykker nogle af de David-Lynch-agtige stemninger, som man også finder i rock-koryfæer som PJ Harvey og Nick Cave lydbilleder.
Albummet When We Were Gentle fra 2012 modtog fuldt skrald, 6 hjerter i Politiken og senere kom priserne: Carl Prisen for teksterne og to Steppeulvepriser for Årets Album og Årets Vokalist. I 2015 fulgte hun og bandet successen op med May Your Mind Explode a Blossom Tree, hvorfra Now I Know blev brugt i den amerikanske tv-serie Bones.
”Kira Skov rammer igen-igen højt på skalaen med sin mørke og foruroligende, drømmende og lyriske indiepop”, skrev musikbladet GAFFA om udgivelsen.
Kira Skov mistede sin mand og tætteste musikalske samarbejdspartner, Nicolai Munch-Hansen, få dage før en planlagt koncert på Olferts i foråret 2017. Som en måde at bearbejde sin sorg på begyndte Kira at skrive sange til sin mand. Sange om livet og den pludselige død og det chok som fulgte i kølvandet.
Sangene tager udgangspunkt hendes personlige tab, men favner samtidig et universelt tema som vedkommer os alle. Hun har bl.a. fundet trøst og inspiration i Den tibetanske dødebog og hos digtere og forfattere som Rilke, Walt Whitman, Marilynne Robinson og Naja Marie Aidt. Det musikalske univers udfolder sig i intime rammer med sparsom instrumentering: elektriske og akustiske guitarer, violin, cello, kontrabas og percussion.
Det er sange med historiefortællingen i centrum, med referencer til en sangskrivertradition som bekender sig til bl.a. Leonard Cohen, Joni Mitchell og Towns Van Zandt.
Kira har indspillet den nye musik i Portishheads studie i Bristol, med sin mangeårige samarbejdspartner, produceren John Parish (PJ Harvey, Sparklehorse, Tracy Chapman m.fl.). Udgivelsen er sat til d.16 marts 2018.
På Olferts spiller Kira de nye sange samt en række udvalgte sange fra tidligere udgivelser.
Hun stiller op med en del af den besætning, som har været med på hendes to seneste soloalbums samt et par nye. Bandet består af Silas Tinglef på trommer, guitarist Oliver Hoiness, Maria Jagt på violin & cello og AC (Anders Christensen) på kontrabas.
Vi glæder os til at se jer på Olferts!