Åben Band Aften – November 2022

Så fik vi lørdag aften fyret efterårets Åben Band Aften i Ollerup Forsamlingshus af.

Første “band” på scenen var Ulrik Tommerup fra Ulbølle. Ulrik stillede op flankeret af guitar, pedalbræt, looper og drumpad – alt sammen betjent af Ulrik. Sangene var Ulriks egne med danske tekster om lidt af hvert.

På en enkelt af sangene fik Ulrik vokal-assistance af Stinna Steengaard, som bestemt også kunne synge.
Der er nogle, der med en looper-pedal ene mand kan lyde som et helt band – Ulrik Tommerup er en af dem. Der var masser af lag i musikken, masser af energi og attitude på scenen. Der var både stille sange og rock med overdrive og hele svineriet.
Godt gået, Ulrik!

Derefter fik vi besøg af Rumklang fra Svendborg. Klassisk guitar, bas og trommer rock og med en forsanger, der ville noget med publikum. “Hvad så, Sydfyn! Er I der?”

Som tidligere nævnt havde vi også besøg af Rumklang sidste år – under navnet De Gamle Julemænd – men det var kun navnet, der var ændret. De stillede stadig op med gode gamle rocksange, som vi alle kender, og der svar stor spilleglæde og glimt i øjet.
Fedt, Rumklang! Måske ender I med at blive Åben Band Aftens husorkester 🙂 Vi er fans!

Vi havde sørme også fået besøg fra Odense. Glasgriber Trio stillede op i power-trio opstilling med bas, trommer og guitar.

Materialet var bassist og forsanger Morten Kjærgaards egne sange, som er nogle fine popsange om meget af det, der nu optager os alle. Live i Ollerup var numrene drejet lidt mere i den rockede retning, og vi endte med at stå og danse med omme bag baren. Musik og tekster var til at synge med på, så det gjorde vi og publikum også.
Tak til en velspillende Glasgriber Trio! Nu ved vi også, hvad Glasgriber betyder 🙂

Aftenens sidste band var bestemt værd at vente på. Nøgne Heste fra Nyborg var klar, og serverede rigtig rock! Kendte numre fra 70’erne og frem var blevet møbleret om med skæve og underholdende danske tekster om alt fra snask til zombier, og det hele blev afleveret med power og kant.

Nøgne Heste ville os noget lørdag aften, og vi ville dem.
Alle var med, og det vare en fed afslutning på efterårets Åben Band Aften.
Vi holder lidt øje med Nøgne Heste ude i det fynske, for dem kan man da og godt tåle at høre igen 🙂

Vi havde vist alle en fin aften i Ollerup.
Tak til alle jer på scenen for musikken, og tak til publikum, som kiggede forbi og bakkede op. Det er nu fedest at spille for et godt publikum!
Tak til hele holdet, som passede baren og i øvrigt fik det hele til at fungere. Tak til Torben og Jacob for lys og lyd og til Laurits og Bjarne for assistance med at få grejet sat op.

Vi glæder os til foråret. Så ses vi forhåbentlig til Åben Band Aften igen!