BANG BANG
for kvinder og mænd
med & uden brain(s)

Du kan roligt ærgre dig græsgrøn, hvis du var en af dem, der ikke var til stede på Spillestedet Olferts fredag den 28. maj 2010. Et eller andet sted er du jo, naturligvis uden at ville det, medansvarlig for, at det måske ikke kan lade sig gøre med så kunstneriske satsninger igen. Men man kan jo aldrig vide, mirakler og enestående begivenheder har det med ske mod fornuft og på trods af sprængte økonomiske rammer.

Mest kvindeligt BANG BANG for MOURITZ/HØRSLEV PROJEKTET med deres behagelige vekslen mellem poetiske smældende ord til enkle guitar rytmer og over i pop-og-rockgrøftens blomstrende syng med og vær glad livlighed, udtrykt af fuldt spillelystigt orkester.

Mere mandigt BANG BANG for THE BANG BANG BRAIN der osede af long live rock’n’roll! En enkeltskåret rockkvartet med pumpebas, tunge trommer, skarp livlig guitar og en flagrende intensiv sanger, far Niller fra Ollerupluftskib genheldigt klonet med blandt andre en af rocksjælenes store døråbnere: Jim Morrison.

Der var lidt koldt og nogen regn ude ved Sallys økologiske pølsevogn, men både burger og falafel blev som for et år siden leveret i smagfuld kvalitet ud af KOK & RULs sorte madvogn.
I indgangen sad Aslak og Jakob og håbede på at sælge flere billetter, end de cirka 50, som var afsat på forhånd. Det måtte de desværre se langt efter, men selvom salen salgsmæssigt kun var halvfuld, virkede Ollerup Forsamlingshus hvad stemning angik nærmest helfuld.
Vores økologiske bar spædede naturligvis mere godt humør til, og cirka kl. 21 gik Jørgen Hallberg på scenen for at introducere aftenens to orkestre. Han udtrykte glæde over at få to så friske skud fra den danske rockscene til Olferts. Mouritz/Hørslev Projektet spillede dagen før på Loppen på Christina for over 300 københavnere. Og sangeren i The Bang Bang Brain var, på trods af at han stammer fra Sydfyn, lige vendt hjem fra Expo udstillingen i Kina, hvor han optrådte som den ene halvdel af duoen Reptile And Retard.
Så det var et frisk pust fra DK og den samlede verden, formand Jørgen stolt kunne byde velkommen!

MOURITZ/HØRSLEV PROJEKTET
Mads Mouritz trådte op med sin lille guitar, og gav Jeg er en lille krokodille, og mindede om sigselv for et år siden, hvor han varmede op for Peter Sommer på samme scene, med sin islandske kæreste ved sin side. Dengang fandt jeg ham lille og uundseelig, men sådan virkede han ikke på mig længere, han må være vokset?
Mads blev snart ledsaget af Lone Hørslev der læste digte op til hans rytmiske guitarunderlag og andre mere spøjse lyde, jeg ved ikke hvad det var for en maskine, Mads M. havde med, men han fik noget godt ud af den!
Et digt blev læst, og næste sang tog afsæt i samme digt, men alligevel forvandlet. Sådan fortsatte de to i et stemningsfuld lyrisk og humoristisk hypnotiserende lille sæt, hvor ordene var i front.

Efter pausen fik de selskab af en hattemand, der for øvrigt var på vej hjem til USA, på keyboards og kor, hans far og mor var blandt de første fremmødte, og moren sagde til mig, ”han er bare med for at synge en smule kor. En moderlig underdrivelse, for han var særdeles fremtrædende i lydbilledet både med tangenter og stemme. Trommeslageren sad i frie perioder og smilede til de andre, for i næste nu at krydrer de stille melodier med små slag, og give gas med både elektro og akustiskerytmer til de sange, der krævede det.
Bandets bassist der udover at lægge en sprød bund med en ægte beatlesbas, også strøg violin, og som de andre osede af spilleglæde. Mouritz fortalte mig, at bassisten er en sand beatlesnørd, og i hans studie, et af landets bedste, har en ”musikmaskine/ting”, der medvirkede på John Lennons legendariske Imagine album. Sådan en oplysning giver historisk vingesus, for os der har Lennon som vores Jesus ind i musikken.
Lone Hørslev i sort kjole og hår var den afdæmpede nøgterne venlige valkyrie, der lagde kor på, og ind imellem ikke var der. I samme sekund som Mads satte bandets vel nok største hit BLIK BANG BANG i gang, trådte Lone ned ad scenen, og forsvandt ind i musikerrummet. Mads og bandet kørte nummeret op, i en meget lang, men langt fra anstrengende lang intro, før Lone Hørslev igen betrådte scenen, og lukkede op for sin smukt skrøbelige vokal, og forløste dermed den dejlige popsang. Den rammer virkelig i hjerte og mellemgulv med sit BLIK BANG BANG!
Hvor Lone har sin sorte og venlige distance, har Mads Mouritz et drenget udtryk, der lyser af spilleglæde, og idet hele taget GLÆDE!
Da folk var kommet ud på dansegulvet, beklagede Lone, at der nu kom et par ikke så dansevenlige numre. Men det gjorde der senere, og så var gulvet straks fyldt igen. For selvom det er nogen tid siden vi sidsthar set pigen med de røde sko, så ser vi hver gang både M & K’ere med ustyrligt parate dansesko!

Man kan mene, at der er lige så langt fra Venus til Mars, som der var fra Mouritz/Hørslev Projektet optræden og til The Bang Bang Brains udladning, men så var det jo heldigt, at der blandt de fremmødte både var skabninger med tilknytning til Venus og Mars, og vi var også nogle, der selv synes, at vi befinder os stort set lige godt begge steder. Jeg fornemmede ud af øjenkrogen, at der var par til stede, hvor det kvindelige trak det mandlige med hjem, selvom de vilde drenge fra rockens planet trak lidt i ham.
Og hvad ved jeg overhovedet om andres private relationer?

THE BANG BANG BRAIN
Måske var vi et par stykker i arrangørgruppen, der var spændte på om de fire knægte fra Århus (stadig med bolleå!) havde givet den så meget rock’n’roll facon backstage, at de ikke ville være i stand til at give det samme på scenen.
Billedet blev delvist bekræftet, da guitaristen blev siddende på scenegulvet med sin sorte westernguitar, der hylede som en gal kat i en madtom baggård. Efter den stadig siddende havde hylet af, og forsanger Mads Nillers-søn-Damsgaard begyndte med rimelig afdæmpet sang, satte guitaren stadig siddende inde, og jeg formår desværre ikke finde ord til at beskrive den akustiske guitars specielle elektriske klang, men det kom positivt bag på mig, at en western kan lyde sådan. Stemningen var sat. Bassen satte ind, og trommerne buldrede tungt og perfekt. Trommeslageren lignede grangiveligt noget der i midthalvfjerdserne kunne hives ud fra midtersiderne af ungdomsbladende Go elle Vi Unge (ikke som man kender pigebladet V U i dag, det var dengang et vaskeægte ungdomsMUSIKBLAD!)
Musikken gav også minder fra den tid, og længere tilbage til bands som Doors og Led Zepelin, men også spor helt frem til nu, hvor jeg synes at kunne høre genklange fra Jack Whites The Raconteurs, som efter min mening, har skabt et af de stærkeste nyere rockudspil, Broken Boy Soldier.
The Bang Bang Brain udstrålling var hyper energisk. Ikke kun sanger Mads D. var i rock’n’rolle mode, der var også barre svendene maveskin og hår der blev kastet frem og tilbage, og hoppene musikere med instrumenter nede blandt publikum.
Mads D. førte naturligvis an med sit bonghår og lange lemmer i ultra kort læderjakke. Arme der hvirvlede mikrofonstativet rundt i faretruende svingninger, og i næste nu på Joe Cockervis krængede samme arme rocksjælen ud. Ikke til selvpromoverende udstilling, men med hørlig ægte indlevelse. Snart reciterende a la Jim Morrison, som en ironisk danish prayer, for at genkendes som Nillers true son, og så igen at omforme sig til en sanger, der mest af alt lød som Mads Damsgaard himself i et ungdommeligt rockende The Bang Bang Brain.

Kort sagt gav de fire Bang Bang noBrains et rockknald, du kun kan få bedre med fuld sal! Men så skulle Ollerup forsamlingshus nok også have haft et nyt tag, og det har vi jo slet ikke råd til …..

Thank you for the rock!
Og mange tak for rock, pop og digte til Mouritz/Hørslev Projektet, der selvom de gerne ville være blevet, skulle videre hjem og passe børn, og en skulle nå flyveren til L.A.
Tak for et vidunderligt musikalsk indspark til både kvinder og mænd, og os der er lidt til det hele!

Anders the Poet